Flatcoated Retriever

Hunderacens Egenskaber:

  • Størrelse (5 er størst):
  • Dominans (5 er meget dominerende):
  • Pleje:
  • Egnet som Familiehund:
  • Lydighed (5 er bedst):

Oprindelse

Flatcoated Retriever var den første af de 5 store retrieverracer fremavlet til jagt på de store godser i England i 1800 tallet. St. John hunden, der betragtes som stamfar, kom med de nordamerikanske fiskere fra New Foundland til England omkring år 1830. 20 år senere i 1850 begyndte retrieveren for alvor at tage form via krydsninger mellem forskellige waterdogs, setter og enkelte hyrdehunde. Her blev St. John hunden, der lignede den moderne Flatcoat, brugt til at forædle materialet. Den var middelstor, kraftig bygget, hovedet var langt med svagt markeret stop, pelsen kraftig med korte faner på hale og ben, farven ensfarvet sort og brun eller sand- farvet. Indtil 1870 gik Flatcoated Retriever under betegnelsen Wavy coated retriever. Navneskiftet skyldtes ønsket om en ubølget pels, som var et plus ved arbejde i vandet.

Avlsarbejdet lykkedes så godt at Flatcoaten ved århundredskiftet var anset som uundværlig for enhver jæger og fashionable sport gentleman og indtil 1910 den mest anvendte hund på de store jagter, som apportør efter skuddet.

Fra omkring 1910 begyndte en mere professionel træning af labrador at gøre sig gældende, men Flatcoat Entusiasterne vedblev at være amatører. Det blev starten på Flatcoatens tilbagegang. Under første verdenskrig var jægerne på godserne indkaldt til militæret og mange kom ikke tilbage. I 1920 var registreringstallet af hvalpe nede på 100. I 1924 var det dog oppe på 438, men på det tidspunkt blev der registreret 1200 labrador hvalpe og fra 1925 gik det stærkt nedad for Flatcoat. I 1939 blev der kun registreret 80 Flatcoat og under 2. verdenskrig var der kun få registreringer. Efter 2. verdenskrig blev der gjort et stort arbejde af ganske få opdrættere i England for at redde genpuljen. Det lykkedes derved at redde Flatcoaten fra at uddø som race.

Der blev allerede i 1888 importeret en enkelt Flatcoat til Danmark, men der kom i de næste 80 år kun enkelte importer her til landet. I 1961 var der kun registreret 1 Flatcoat. Fra omkring 1967 begyndte en decideret avl af importerede Flatcoat her i Danmark.

Temperament

Flatcoaten er en glad, tillidsfuld, venlig, livlig og klog arbejdshund. Den demonstrerer sin optimisme og venlighed ved en entusiastisk logren med halen og kan kende en racefælle på lang afstand, men har generelt et godt forhold til andre racer.

Størrelse og Udseende

Flatcoaten vejer 30 – 35 kg. for hanhunde og 25 – 30 kg. for tæver. En ønskelig højde til toppen af skulderen er 59 – 62 cm. for hanhunde og 56 – 59 cm. for tæverne. Racen findes i sort, leverbrun og gul, sidstnævnte er en fejlfarve, som der ikke må avles på. Det er i dag muligt at undgå gule hvalpe i et kuld ved genetisk undersøgelse i USA af farvegenerne hos begge forældre og derefter undgå en parring, hvor begge forældre har et gult gen.

Flatcoaten er elegant bygget uden at være spinkel. Den har et velformet hoved, mellem øjnene et let stop, der ikke må være fremhævet. Brystet er dybt og passende bredt med godt markeret for bryst. Bagparten muskuløs med moderat knæ- og hasevinkling. Halen skal være kort lige og velansat. Den bæres livligt, men aldrig ret meget over ryglinien. Pelsen er tæt og af fin til mellemfin struktur og så fladt tilliggende som muligt. Ben og hale er velforsynet med faner, som er Flatcoatens adelsmærke og fuldender det elegante ved racen.

Pleje af hunden

Pelsplejen bør være gennemredning med kam en gang om ugen eller efter behov hvis hunden løber frit i en natur med tæt plantevækst og frø der sætter sig fast i pelsen. Derudover vil det se pænt ud hvis pelsen trimmes med saks på ører, faner, hals, hale og poter hver anden måned efter anvisning. Hvalpe må ikke tage mere på end 1 kg. om ugen i den hurtige vækstperiode fra 30 dage til 16/19 uger. Motion for hvalpe og unghunde skal altid afpasses til alderen, så der ikke opstår skader i de hurtigtvoksende led i de første 12 – 18 måneder. Der må f.eks. aldrig cykles eller løbes med en hvalp før den er 12 måneder. Det vil måske forbavse mange, at 30 % af alle Flatcoat hvalpe ikke kan svømme; men de der ikke kan, lærer det hurtigt, hvis man ikke lader dem gå ned på dybt vand, men trækker dem fremad i snoren, så de lærer at bruge bagbenene.

Egenskaber

Flatcoaten er begavet med naturlige egenskaber som jagthund. Den har et stort behov for aktivitet og skal have udfordringer, der giver den lejlighed til at bruge den indvendige side af hovedet. Ejeren bør derfor acceptere at Flatcoatens største fornøjelse er at finde og hente en apport, som er kastet og det skal være en blød apport, ikke en pind, som den kan komme til skade med. Det er ikke nødvendigt, at man er jæger, blot man forstår, at hunden elsker at gøre sin ejer tilfreds ved at finde og bringe tingen. Det er en god idé at gå på et hvalpe-kursus for retrievere fra 4 måneders alderen, så føreren ikke lærer hunden unoder, som senere er svære at ændre.

Specielt for racen

Flatcoaten er en livlig, elegant og glad hund med stor appetit på mad, aktivitet og ofte med stor vandpassion. Den benytter tit enhver lejlighed til at få en svømmetur. Hvis den får for meget mad eller for mange godbidder, bliver den let overvægtig, det elegante forsvinder og bevægeapparatet vil med tiden tage skade.

Artiklen er skrevet af Christen Buus Christensen, fra kennel Govan