Hvalpen kommer hjem

Hej,

Jeg syntes jeg ville dele.

Den 1 december 2008 var dagen hvor vi skulle hente vores hundehvalp. Vi havde besøgt sælgeren flere gange for at vælge den hundehvalp med det temperament, som vi mente ville passe ind i vores familie. De gange vi besøgte sælgeren var hele den lange køretur værd, fordi det gav en god ide til hvilken hvalp af et kuld på 8 vi skulle vælge.

Det er bestemt ikke nemt at vælge en hvalp, de er alle sammen enormt søde, nuttede og legesyge. Vi havde bestemt os for at vi ville have en tæve, men der var kun en lille tæve, den mindste hvalp i kullet tilbage, og vi syntes ikke at den hvad det helt rigtige gå på mod. Derfor måtte vi vælge mellem på de hanhunde der var tilbage. Kullets “stærke” han var tilbage, sammen med 3 andre hanner, to der lå lige under i hierarkiet, og en tyk bamse der var helt vild med at blive kælet.

Valget faldt på den ene af de 2 som lå midt i hierarkiet, fordi vi ville gerne have en selvstændig, der samtidig gerne ville bekræftes af flokken.

Når man får hvalpen hjem første gang er det vigtigt at man har forberedt nogen trygge rammer, fordi hvalpen bliver taget direkte fra sin mor, og søskende. Selvom det er en hund, må det uden lige betyde en stor sorg, og være meget utrygt for hvalpen at blive flyttet fra sin hundefamilie. Vi havde sikret os at der var nogen hjemme de næste 14 dage, så hvalpen ikke skulle være alene hjemme. Dette er selvfølgelig også en udgift man skal beregne når man anskaffer sig en hundehvalp

Vi havde også forberedt en lille kurv ved siden af vores egen seng, så han ikke skulle føle sig helt af alene. Men hånden på hjertet, det gjorde han! Faktisk peb han sig gennem de to første nætter, hvilket var enormt hjerteskærende at ligge og høre på, så det endte med at undertegnet måtte ligge med armen ud over sengekanten, og nusse Milo i søvn.

Alle der har haft hundehvalp før, glemmer (lykkeligt), hvor mange ulykker en hvalp laver, udover at den bestemt ikke er renlig. Dette var bestemt ikke nogen undtagelse med Milo. Han tissede og pruttede lykkeligt uvidende indenfor, men heldigvis havde han gået i en hundegård, der hvor vi købte ham, så det var helt klart at han foretræk at besørge udenfor, men skal man så skal man!

Efter en uges tid var Milo faldet så meget til at han turde gå rundt i huset på egen hånd, hvilket betød at nu skulle man lige pludselig leder efter den lille fyr, og intet i hvalpe højde var helligt.

/Jonas