Bange hund

Kategori:

For et halvt år siden mødte jeg en mand, som havde to SKØNNE hunde…

manden blev min kæreste og vi flyttede sammen.. Og det viser sig at den

ene af disse hunde faktisk har problemer…

Hun er bange… Hvilket jeg godt vidste, men aldrig havde jeg tænkt det

var SÅ slemt.

Første gang jeg mødte hende, åbnede han døren og hun løb ud, glad og

hoppede op ad mig… Han kiggede måbende, og sagde “Hun gemmer sig altid

for fremmede?”… Jeg synes bare det var kært at jeg allerede var

“accepteret”… Men så begyndte jeg at kunne se det… Hun ville IKKE

komme hen til mig hvis jeg havde overtøj på…

Her kommer et par eksempler:

Min mor kom på besøg, sammen med min far, min ene søster og min

lillebror… Lady gemmer sig under sengen ved hele besøget, hun er ikke

engang ude og gø ved døren da de kommer… Jeg afskriver det som at det

er okay at hun er bange, det er mange nye fremmede + at de havde en

masse af alle mine ting med som flyttede ind i hendes hus… Hun var

altså med rette, bange…

2. Anden gang min mor kommer alene, gemmer Lady sig, hun kommer

forsigtigt ud og kigger, men så snart en høj lyd eller en hurig

bevægelse er hun væk.

3. min far kommer alene denne gang… hun kommer frem, er lidt

tilbageholdende, han går efter et kvarter, og hun når ikke at gemme sig.

4. De kommer samlet, Lady er bange, men gemmer sig ikke.

For mig at se er hun på det punkt ved at udvikle sig.. Men det er synd

hun skal udsættes for den stress at hver gang fremmede kommer gemmer hun

sig.

Mere daglige situationer.

Lady blev ikke luftet før, hvilket jeg jo synes var synd, hun er en

dansk/svensk gårdhund, og hun kræver en masse motion og aktivering… Da

jeg sætter mig for at NU skal vi have daglige lufteture, starter mit

værste mareridt…

Lady viste sig at være bange for ALT, ikke udenfor på selve turen.. men

før turen.. Jeg har altid haft en rutine.

Jeg tager mine sko på, min jakke på, tager snoren, kalder hun, får den

til at falde til ro, giver snor på og roser, og afsted på tur…

Første ting jeg “glemmer”… Lady kan ikke lide folk i overtøj…

Okay den har jeg haft svært ved, for hvad skal jeg gøre… tager jeg

jakken på, så er hun VÆK, hun gemmer sig, og jeg skal NÆGTE at “lege

Cesar Millan” og tvinge hende frem….

Da Lady gemmer sig hver gang vi tager sko på, kunne jeg ikke engang

starte ud med at tage dem på… Okay så må jeg jo starte med at give

hende snor på, og så selv tage tøj på… Men det var en KATASTROFE!

Jeg havde ikke tænkt over hvor BANGE hun ville være… Tænk at jeg, uden

at tænke over det, havde tvunget hende til at se hendes værste angst

lige i øjnene, jeg tog hende i snor og klædte mig på, alt imens hun

rendte ferbrilsk og hev i snoren med halen mellem benene og sendte

dæmpede signaler… Stakkel…

Ude på turen var hun glad og frisk og intet var hun bange for… Gør hun

af hende går hun AMOK, men siger de intet er hun ligeglad…

Okay jeg må gribe gåturs seancen anderledes an, men hvordan fanden gør

jeg? jeg vil IKKE holde hende fast og sætte snoren på, hvis jeg kan se

hun er bange… jeg har prøvet at give hende snoren på når vi er ude af

haven først, men jeg kan ikke få hende kaldt til mig så snart jeg har

snoren i hånden… Hun er SÅ bange for det…

Så nu har jeg for denne gang “opgivet” at lufte hende, for jeg synes det

er synd hun skal igennem det…

Lady er 2 år, og ikke sterealiseret…

Nu har vi så oplevet noget forfærdeligt… Det startede for ca. 2 mdr

siden, hvor hun imens vi legede angreb vores anden hund, en kastreret

papillon på 4 år… Vi afskrev det igen med at “Han jo tog fat i HENDES

legetøj, og hun nok snart skulle i løbetid bla bla bla”… efter 14 dage

skete det igen.. de stod og tiggede ved bordet og Lady farer i flæsket

på Vaks igen… og i de sidste ca. 2 mdr er det altså måske 5-6 gange

hun UPROVOKERET farer efter ham… han piver, og bliver bange, heldigvis

er han ikke kommet til skade endnu… Det som fik øjnene op var at igår

stjal Lady et pølsehorn fra bordet, og min kæreste siger “Nej” Bestemt

men roligt, som altid, og rækker ud efter pølsehornet og hun farer hen

for at angribe ham, men han når at trække hånden til sig! Hun bliver dog

forskrækket over sigselv, uden vi har råbt eller noget, forsvinder hun

ind under sengen…

Det skal siges de gange hun har angrebet Vaks HAR jeg RÅBT og skreget,

ikke fordi jeg mener det er sådan man skal, men når man ligger og

slapper af med en hund på skødet, og en anden hund uprovokeret kommer

flyvende og angriber, bliver jeg jo forskrækket og kommer til at råbe..

Lady reagere IKKE på stemmen i dette tilfælde.. de gange hvor jeg har

haft muligheden for det har jg simpelthen stillet mig imellem dem, og

“fysisk skubbet hende væk” (på en ikke voldelig måde)

Ladys baggrund:

Min kæreste fik Lady da hun var1-1½ år gamel, og har haft hende i ca. 1

år nu… lady er som skrevet en Dansk/Svensk gårdhund, og er vokset op

hos en gammel dame, som hyggehund, i en et værelseslejlighed med en

daglig gåtur…

Min konklussion for nu:

Der er ingen tvivl om at alt Ladys angst er stressfremkaldende… Hendes

angst bunder i at hun som hvalp ikke er blevet stimuleret, og aldrig har

mødt nye oplevelser, måske hun har haft dårlige oplevelser med gåture?

Kan hendes små aggressive udfald, være stress?

Jeg har fået hende tjekket hos dyrlægen, og hun er fysisk i tip/top…

Altså har hun ikke ondt nogle steder, jeg havde “håbet” det måske var et

eller andet som kunne behandles med medicin, men det er det ikke.. Det

skal siges at Lady heller ikke kan lide at køre i bil, hun bliver ikke

køresyg men hun hyler, piver, og aldrig har jeg set en hund ryster og

sende så mange dæmpende signaler, i en bil der holder stille!!!!

Nu har jeg fundet dette forum, og råber mit lille nødråb.. hvad skal jeg

dog gøre???????? Tænk hvis næste gang det er min venindes 1 årige datter

der taber et pølsehorn, og ikke når at fjerne hånden?????

Forresten: Min baggrund.

Jeg er 22 år, har siden jeg var 11 trænet hunde i DCH, og haft trænet

mange andre hunde end min egen for at lære om adfærd, og træne

adfærden… Jeg har trænet agillity og lydighed, og en anelse spor, min

første hund var en dansk/svensk gårdhund (Som Lady), som var en lille

bangebuks da han var hvalp, men den dag i dag (11 år gammel) bor på en

bondegård, hvor jeg jævnligt ser ham, han er blevet en tyk glad hund,

der kommer med sin far på arbejde hver dag og møder en masse nye ting,

uden at skælve..

Det der gør mig ekstremt trist er at jeg faktisk har udtømt mit

personlige opsparing af erfaring… Alle de ting jeg prøver, bliver mødt

af en ny angst hos hende… Og hvor langt kan jeg trække den…Skal jeg

starte fra en ende af, og bruge de måske næste 3-4 år af hendes liv på

at fjerne angst?

mvh Kimmie

Leave a Reply