Blod til blodspor: Sådan opbevarer og bruger du schweiss

At lægge et blodspor – ofte kaldet schweiss – er en af de mest værdifulde øvelser, du kan lave med en jagthund eller en aktiv familiehund. Et blodspor træner hundens næse, tålmodighed og koncentration og efterligner den situation, hvor en hund skal finde et anskudt dyr ude i virkeligheden. Men før du kan lægge et spor, skal du skaffe noget blod og vide, hvordan du opbevarer det, så det holder. Spørgsmålet om, hvorvidt man skal tilsætte salt eller kemi, før man fryser blodet ned, dukker ofte op blandt nye sporførere – og her får du et faktabaseret svar sammen med en komplet guide til indsamling, opbevaring og udlægning af blod til sporarbejde.

Hvad er et blodspor, og hvad betyder “schweiss”?

Et blodspor er et kunstigt spor, du selv lægger i terrænet med en lille mængde blod, så hunden kan øve sig i at følge færten. Formålet er at efterligne sporet efter et såret dyr, så hunden lærer at holde koncentrationen over lang afstand og lang tid.

Ordet schweiss stammer fra tysk, hvor det egentlig betyder “sved”. I jagtsproget bruges det specifikt om blodet fra et anskudt, klovbærende vildt – altså hjortevildt og vildsvin. En hund, der er trænet til at følge dette spor, kaldes en schweisshund. Selve schweissarbejdet opstod i Tyskland, og i Danmark har der været afholdt officielle prøver i disciplinen siden 1971.

Det er vigtigt at skelne mellem to ting. Den ene er den lovpligtige eftersøgning af anskudt vildt, som en registreret schweisshundefører udfører. Den anden er den træning og prøvesport, hvor du som almindelig hundeejer lægger et blodspor for at aktivere og uddanne din hund. Denne guide handler primært om det sidste – at lægge og opbevare blod til træning og prøver.

Hvilket blod kan du bruge – og hvor får du det fra?

Til almindelig træning kan du bruge blod fra okse eller svin. Det er nemt at få fat i hos en lokal slagter eller et slagteri, og det fungerer fint, når formålet bare er at lære hunden at følge en blodfært.

Når det gælder officielle prøver, er anbefalingen en anden. Her bør blodet helst være fra samme dyreart som det vildt, sporet skal efterligne – altså hjortevildt, hvis du bruger klove fra hjortevildt. Det giver det mest naturtro spor. Mange sporførere gemmer derfor blod fra egne nedlagte dyr i jagtsæsonen.

Du har grundlæggende tre muligheder:

• Frisk okse- eller svineblod — billigt og let tilgængeligt hos slagter; velegnet til hverdagstræning.
• Vildtblod — opsamlet fra eget nedlagt hjortevildt; det mest naturtro valg til prøvetræning.
• Vildtblodpulver — et tørprodukt, der røres op i vand og bruges som erstatning for frisk blod. En pakke på cirka 450 gram kan ifølge producenterne række til omkring 10 liter færdig schweiss.

Sådan opbevarer du blod til sporarbejde

Blod er et letfordærveligt produkt, så behandling og opbevaring er afgørende for, at det kan bruges igen senere. Heldigvis er fremgangsmåden både enkel og billig.

Frys blodet hurtigt ned i små portioner

Den vigtigste regel er at fryse blodet ned så hurtigt som muligt, efter det er tappet. Jo hurtigere det kommer på frost, jo bedre bevares færten, og jo mindre risiko er der for bakterievækst.

Frys blodet i små portioner frem for i én stor beholder. Så slipper du for at tø en hel liter op, hver gang du bare skal bruge nogle få milliliter til et enkelt spor. Et spor kan klare sig med helt ned til omkring 10 ml, så portioner på en kvart liter – eller endnu mindre – er praktiske. Mange bruger rene plastflasker, tomme ketchup- eller sprøjteflasker eller isterningposer. Så kan du tage én enhed op ad gangen.

Husk at si blodet, så eventuelle klumper fjernes, inden du fryser det. Klumper gør det svært at dryppe blodet jævnt, når du senere lægger sporet.

Salt, natriumcitrat og andre tilsætninger

Mange nye sporførere spørger, om man skal komme salt eller kemi i blodet, før man fryser det. Det korte svar er: Normalt behøver du ikke at tilsætte noget som helst.

Når blod fryses, mister det selv evnen til at koagulere (klumpe sammen). Hvis du blot behandler og nedfryser blodet inden for få timer efter tapning, er det derfor klar til brug, så snart det er tøet op igen. Du behøver hverken salt eller konserveringsmiddel for at få et brugbart træningsspor.

Så hvad med de to metoder, spørgsmålet ofte handler om?

• Salt — At tilsætte salt er en gammel konserveringsmetode, som enkelte sporførere har hørt om for årtier siden. Der findes dog ingen gode, dokumenterede kilder, der anbefaler salt til blod, som skal bruges til sporarbejde. Salt efterlader desuden en rest, der kan ændre både færten og jorden, hvor du lægger sporet. Hvis du alligevel vælger at prøve det, er der ingen pålidelig dosering at støtte sig til – derfor frarådes det som hovedregel.
• Natriumcitrat — Natriumcitrat er et ægte antikoagulationsmiddel, som i laboratorier bruges til at hindre blodprøver i at koagulere. Det er en reel kemisk egenskab, men der findes ingen kilder, der beskriver en afprøvet dosering til hundetræning, og stoffet ændrer blodets sammensætning og dermed potentielt færten. Da frysning allerede fjerner koagulationsevnen, er natriumcitrat normalt helt overflødigt til formålet.

Konklusionen er enkel: Tap blodet rent, si det for klumper, og frys det hurtigt ned i små portioner. Så har du den bedste og mest problemfrie opbevaring uden tilsætningsstoffer.

Optøning og genfrysning

Frosset blod kan opbevares i mange måneder i fryseren. Når du skal bruge det, tør du en portion op – gerne i vasken, da emballagen kan have fået en revne og lække lidt. Du kan som regel optø og genfryse blodet flere gange, uden at det går ud over brugen til træning.

Vær dog opmærksom på, at gentagen optøning og nedfrysning med tiden kan påvirke lugtprofilen en smule. Til hverdagstræning betyder det sjældent noget, men skal du bruge blodet til en vigtig prøve, er helt frisk eller nyoptøet blod altid det sikreste valg.

Sådan lægger du et godt blodspor

Selve udlægningen er mindst lige så vigtig som opbevaringen. Et godt spor er realistisk og ikke for let – det er netop sværhedsgraden, der træner hunden.

Mange fortynder blodet med lidt vand, før de lægger sporet. Det gør blodet lettere at dryppe og rækker længere. Blodet lægges typisk ud med en sprøjteflaske, en duppestok eller en svamp monteret på et kosteskaft. Du lægger lidt blod i selve anskudsstedet, i udlagte “sårlejer” og lader i ny og næ en enkelt dråbe falde ved siden af sporet.

Et vigtigt råd fra erfarne schweissførere er, at du ikke skal have blod på klovene, hvis du bruger klove til at sætte aftryk. Blod på klovene gør det alt for let for hunden at udrede sporet, fordi færten så ligger lige i sporlinjen. Bruger du klove, skal blodet og klovene desuden være fra samme dyreart. Et alternativ er såkaldte fært-sko, der afsætter en mere naturtro fært fra kirtlerne mellem klovene, så du kan nøjes med meget lidt blod.

Hvor meget blod skal du bruge?

Mængden afhænger af, hvor langt sporet er, og hvilken prøve eller træning der er tale om. Som tommelfingerregel bruges der op til cirka 1,5 dl blod til et 100 meter langt spor, mens et 400 meter spor typisk lægges med omkring en kvart til en tredjedel liter. Et længere prøvespor på cirka 600 meter lægges ofte med omkring 3 dl, fordelt jævnt over hele strækningen.

Det helt centrale princip er dette: mere blod gør ikke sporet lettere for hunden på en god måde. Sværhedsgraden ligger først og fremmest i, hvor længe sporet har hvilet, ikke i hvor meget blod der er brugt. Faktisk kan en erfaren sporfører lægge to-tre 400-meter-spor på den mængde blod, som begynderen bruger på ét. Når du starter træningen, bør du derfor bruge meget lidt blod, så hunden lærer at arbejde med en svag fært fra begyndelsen.

Blodsporprøver og regler i Danmark

Når din hund er blevet god til at følge spor, kan I gå til prøve. I Danmark arrangeres sporprøver blandt andet gennem Dansk Kennel Klub og klubbens specialklubber.

De klassiske sporprøver findes i længderne 400 meter, 600 meter og 1.000 meter, med stigende krav til hundens alder og tidligere resultater. For eksempel skal en hund have opnået en 1. præmie på det korte spor, før den må gå videre til det næste.

Ved de egentlige schweissprøver (blodspor) angives både sporets længde og dets alder. Almindelige formater er:

• 400 meter / 3 timer — et grundlæggende prøvespor, hvor tallet efter skråstregen er sporets alder i timer.
• 400 meter / 20 timer — samme længde, men et markant ældre og sværere spor.
• 1.000 meter / 20 timer og 1.000 meter / 40 timer — lange spor for erfarne ekvipager.

Hver deltager får sit eget spor, og hundens arbejde bedømmes af en autoriseret schweissdommer, der kan tildele en 1., 2., 3. eller 0. præmie. Reglerne justeres løbende, så tjek altid den aktuelle udgave hos den arrangerende klub, før du tilmelder dig.

Schweiss-registret og loven om eftersøgning

Den sportslige side af blodspor hænger tæt sammen med det alvorlige, lovpligtige eftersøgningsarbejde. Hvis du som jæger anskyder klovbærende vildt, og dyret ikke kan findes, er du efter jagtloven forpligtet til at tilkalde en registreret schweisshundefører – senest seks dagtimer efter skuddet. Det blev obligatorisk ved en revision af jagtloven i 1993.

Eftersøgningerne udføres af frivillige hundeførere i Schweiss-registret, der blev oprettet i 1974 og i dag administreres af Naturstyrelsen. Registret består af omkring 190 frivillige hundeførere fordelt over hele landet. Førerne bærer et kort fra myndighederne, der giver dem ret til at eftersøge og aflive nødstedt vildt på både privat og offentlig jord uden først at indhente ejerens tilladelse. Du kan læse mere i Naturstyrelsens vejledning om schweisshunde.

Behovet er stort: I 2023 rykkede hundeførerne ud til knap 9.800 jagteftersøgninger og omkring 7.200 eftersøgninger af vildt, der var påkørt i trafikken. Har du som trafikant påkørt et stykke vildt, der ikke er dødt, skal du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812, så kan en hundefører blive sendt af sted uden omkostninger for dig.

Gode hunde til blodspor og sporarbejde

Næsten alle hunde kan lære at følge et blodspor, for det bygger på en helt naturlig evne. Alligevel er nogle racer særligt velegnede på grund af deres jagtinstinkt, udholdenhed og vilje til at samarbejde.

Blandt de klassiske sporhunde finder du de kontinentale stående jagthunde som Kleiner Münsterländer, de apporterende racer som Flatcoated Retriever samt alsidige, hårdføre racer som Rhodesian Ridgeback, der bruges til sporarbejde i flere klubber. Er du i tvivl om, hvilken type hund der passer til dig, kan du læse mere om valg af jagthund.

Uanset race er fundamentet det samme: en god portion lydighedstræning og en rolig, systematisk indlæring. Blodsporet er en avanceret form for jagttræning med spor, og det kræver, at hunden kan koncentrere sig og tage imod signaler undervejs.

Typiske fejl ved blodsporstræning

• For meget blod — gør sporet for let og lærer ikke hunden at arbejde med en svag fært. Brug mindre, end du tror.
• For svære spor fra start — begynd med friske, korte og lige spor, og øg alder, længde og sving gradvist.
• Blod på klovene — lægger færten direkte i sporlinjen og fjerner udfordringen.
• Dårligt opbevaret blod — blod, der ikke er frosset hurtigt nok, kan lugte råddent og forvirre hunden.
• Manglende tålmodighed — ros hunden, hold sessionerne korte, og afslut altid med en succesoplevelse ved “dyret” for enden af sporet.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Kan jeg bruge okseblod til blodspor?

Ja. Til almindelig træning er okse- eller svineblod fra en slagter helt fint. Til officielle prøver anbefales det dog at bruge blod fra samme dyreart som det vildt, sporet efterligner, for at få den mest naturtro fært.

Skal jeg tilsætte salt til blodet, før jeg fryser det ned?

Nej, det er normalt ikke nødvendigt. Frysning fjerner i sig selv blodets evne til at koagulere, så hvis du fryser det hurtigt og siet for klumper, er det klar til brug efter optøning. Salt er en udokumenteret gammel metode, der kan efterlade rester og ændre færten, og frarådes derfor.

Hvor meget blod skal jeg bruge til et spor?

Det afhænger af længden. Som vejledning bruges op til cirka 1,5 dl til 100 meter og omkring en kvart til en tredjedel liter til 400 meter. Ved begyndertræning bør du bruge meget lidt, for mængden gør ikke sporet lettere for hunden – det gør sporets alder.

Hvor længe kan frosset blod holde?

Opbevaret i små portioner i fryseren holder blodet i mange måneder. Du kan som regel optø og genfryse det flere gange til træningsbrug. Frys det hurtigt efter tapning, og si klumperne fra, så det er nemt at dryppe senere.

Er jeg forpligtet til at tilkalde en schweisshund, hvis jeg anskyder et dyr?

Ja. Finder du ikke et anskudt, klovbærende vildt, skal du efter jagtloven tilkalde en registreret schweisshundefører senest seks dagtimer efter skuddet. Har du påkørt vildt i trafikken, ringer du til Dyrenes Vagtcentral på 1812.