Newfoundlænder – den blide kæmpe og redningshund

Newfoundlænderen er en af verdens største og mest godmodige hunderacer – en ægte blid kæmpe med en helt særlig tilknytning til vand. Bag det rolige blik og den massive krop gemmer sig en hund, der gennem århundreder har trukket fiskernet, båret last og reddet mennesker fra at drukne.

I denne guide gennemgår vi racens oprindelse, temperament, størrelse, pelspleje, motionsbehov og de sundhedsforhold, du bør kende, inden du overvejer at få en Newfoundlænder. Alt er skrevet, så det er til at forstå – også hvis du er helt ny som hundeejer.

Racens oprindelse og historie

Newfoundlænderen er opkaldt efter øen Newfoundland ud for Canadas østkyst, og det er her, racen tog form. Dens præcise oprindelse er dog omgærdet af flere teorier, og ingen af dem kan bevises med sikkerhed.

Én teori er, at racen opstod som en blanding af de oprindelige folks hunde på øen og de store bjerghunde, som spanske og portugisiske fiskere bragte med over Atlanten. En anden fortælling knytter racen til nordiske vikinger, der omkring år 1000 med Leif Eriksson i spidsen skal have haft store, bjørnelignende hunde med til Nordamerika. En tredje teori peger på den tibetanske mastiff, der kan være kommet til kontinentet fra Asien via Beringstrædet.

Fælles for teorierne er, at både den tibetanske mastiff og de store pyrenæerhunde adskiller sig markant fra Newfoundlænderen i sind: de er typisk vagtsomme og reserverede over for fremmede, mens Newfoundlænderen er kendt for sin venlige og imødekommende natur.

De første skriftlige beskrivelser af store arbejdshunde på øen stammer fra 1700-tallet. Den engelske handelsmand George Cartwright beskrev i 1775 en “Newfoundland dog” i sin dagbog og regnes for den, der gav racen dens navn. I samme periode fandtes også den mindre St. John’s-hund, der betragtes som en vigtig forløber for både Newfoundlænderen og flere af nutidens retrieverracer.

På selve øen var hundene uundværlige arbejdsdyr. De trak fiskernet og både på land, apporterede redskaber, der faldt i vandet, og fungerede som vagt- og trækhunde. Helt frem til midten af 1900-tallet blev kraftfulde hundespand – ofte 6-12 hunde – brugt til at fragte post, tømmer og forsyninger rundt på øen om vinteren. Racen er desuden blevet brugt som slædehund på polarekspeditioner.

En født svømmer og redningshund

Det er i og omkring vandet, at Newfoundlænderen virkelig udmærker sig. Racen har et stærkt, medfødt redningsinstinkt og svømmer ofte instinktivt ud mod mennesker, der ser ud til at være i nød – uanset om den er trænet til det eller ej. Instinktet kan være så kraftigt, at hunden forsøger at “redde” nogen i land, selv når der slet ikke er behov for det.

Flere fysiske træk gør den til en fremragende svømmer:

• Svømmehud mellem tæerne — de kraftige poter med svømmehud fungerer som årer i vandet.
• Vandafvisende dobbeltpels — den olieholdige dækpels og den tætte underuld holder på luft og varme og hjælper hunden med at flyde.
• Kraftig krop og hale — den muskuløse bygning giver styrke, og den store, buskede hale virker som et ror.
• Særlig svømmeteknik — Newfoundlænderen fører forbenene udad i en skrå bevægelse, der minder mere om brystsvømning end om almindelig “hundesvømning”, hvilket gør den effektiv over lange afstande.

Netop på grund af disse egenskaber bruges racen den dag i dag til organiseret vandredning flere steder i verden, blandt andet i Italien. For langt de fleste familier viser redningsinstinktet sig dog mest som en rolig, beskyttende opmærksomhed over for familiens medlemmer.

Temperament og sind

Newfoundlænderens vigtigste kendetegn er dens blide gemyt. Racestandarden fremhæver godmodighed og mildhed som helt afgørende egenskaber, og et roligt, pålideligt temperament vægtes højere end noget andet.

Det er en hund, der knytter sig tæt til sin familie og trives bedst, når den får lov at være en del af hverdagen. Den er som regel tålmodig og venlig over for børn og andre dyr, hvilket har givet den tilnavnet “den blide kæmpe”. Den er ikke en typisk vagthund, men vil beskytte sin familie, hvis den oplever, at der er brug for det.

Racen er intelligent og lærenem, men kan også være en smule stædig. Den reagerer bedst på rolig, positiv træning i korte pas frem for hårdhændede metoder. To praktiske ting bør man være indstillet på: Newfoundlænderen savler en del, især efter at have drukket, og den fælder kraftigt. Begge dele hører med til livet som ejer af en stor hund med vandafvisende pels.

Udseende, størrelse og farver

Newfoundlænderen hører til gigantracerne og er registreret som FCI’s racenummer 50 i gruppe 2 (molosser). Den er massiv og kraftigt bygget med en bred krop, god knoglekraft og harmoniske bevægelser. Racestandarden understreger samtidig, at størrelsen aldrig må gå ud over harmoni, generel sundhed og korrekt bevægelse.

Størrelse og vægt

Ifølge FCI-standarden er den gennemsnitlige skulderhøjde omkring 71 cm for hanner og 66 cm for tæver. Vægten ligger typisk omkring 68 kg for hanner og 54 kg for tæver, men mange hunde vejer både mere og mindre. Det er med andre ord en hund, der fylder meget – både i hjemmet og i bilen.

Farver og pels

De anerkendte farver er sort, brun samt sort-hvid med den såkaldte Landseer-tegning. I nogle lande anerkendes grå også som farve. Pelsen er en vandafvisende dobbeltpels bestående af en tyk, blød underuld og et lag længere, lidt grove dækhår. Hvalpepelsen er finere og endnu ikke helt vandafvisende.

Pelspleje og daglig pasning

Den tætte dobbeltpels kræver en del arbejde, og det er en god idé at vænne hvalpen til børstning og håndtering fra starten – gerne på et striglebord, så den lærer at stå roligt.

• Børstning — børst grundigt flere gange om ugen, gerne dagligt i fældeperioder. Kom helt ned i bunden af pelsen, så løse hår og snavs ikke filtrer sig sammen.
• Fældning — racen fælder kraftigt, typisk cirka to gange om året, hvor der kommer store mængder underuld.
• Bad — vask hunden efter behov, og red altid pelsen helt igennem først, da filt ellers bliver meget svært at få ud. Skyl grundigt og tør pelsen helt, så fugt ikke fører til dårlig lugt, svamp eller hudirritation.
• Ører, poter og negle — hold ørerne rene, tjek poterne, og klip neglene, så de ikke bliver for lange og belaster de store led.

Filt i pelsen er ikke bare et kosmetisk problem; det kan trække i huden og give ømme, åbne sår (“hot spots”). En velplejet pels er derfor vigtig for hundens trivsel. Vil du vide mere om, hvor ofte man bør vaske en hund, kan du læse vores guide til, hvor tit du må bade din hund.

Motion og aktivitet

Newfoundlænderen er rolig af natur og har ikke brug for ekstreme mængder motion, men den har godt af daglig, moderat aktivitet for at holde vægten og musklerne i form. Rolige gåture og – ikke mindst – svømning passer racen perfekt. Vandtræning er faktisk den mest skånsomme motionsform, fordi vandet aflaster de tunge led.

I vækstperioden, der varer op til omkring 18 måneder, skal man være særligt forsigtig. En Newfoundlænder-hvalp tager meget hurtigt på i vægt, og de voksende led og knogler belastes let. Undgå derfor hård leg, spring, trapper og glatte gulve, og lad hunden selv sætte tempoet. Mange Newfoundlændere kan desuden godt lide roligt sporarbejde som mental aktivering.

Foder og sund vækst

Fordi racen vokser så voldsomt i det første leveår, spiller foderet en central rolle. Vælg et kvalitetsfoder, der er beregnet til store racer eller gigantracer, med et afbalanceret indhold af energi, kalk og fosfor. For meget energi eller kalk kan få hvalpen til at vokse for hurtigt og øge risikoen for ledproblemer.

Hold altid hunden slank – både som hvalp og voksen. Overvægt er en af de største belastninger for en gigantrace og øger risikoen for både ledlidelser og hjerteproblemer. Som dybbrystet race er Newfoundlænderen desuden udsat for livstruende mavedrejning, hvor maven fyldes med luft og drejer rundt. Del derfor gerne dagsrationen op i flere mindre måltider, og undgå hård aktivitet lige før og efter fodring. Er du i tvivl om mængderne, kan du finde vejledning i vores guide til, hvor meget din hund skal spise.

Sundhed og typiske sygdomme

Som de fleste store racer har Newfoundlænderen nogle kendte, ofte arvelige, helbredsforhold, man bør kende. En ansvarlig opdrætter sundhedstester avlsdyrene for flere af dem.

• Hofte- og albueledsdysplasi — fejludvikling af led, der kan give slidgigt og halthed. Vægtkontrol, skånsom motion og eventuelt tilskud af glucosamin kan lindre symptomerne.
• Subvalvulær aortastenose (SAS) — en medfødt forsnævring ved hjertets aortaklap, der belaster hjertet. Den opdages bedst ved en dyrlæges hjertescreening.
• Cystinuri — en arvelig lidelse, hvor der dannes sten i urinvejene, nogle gange allerede i ung alder. Styres med foder, rigeligt vand og medicin.
• Mavedrejning (GDV) — en akut, livstruende tilstand, der kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

Levealderen for en Newfoundlænder ligger typisk omkring 8-10 år, hvilket er almindeligt for en gigantrace. Regelmæssige dyrlægebesøg, sund vægt og en god kost er de bedste redskaber til et langt og raskt hundeliv. Mange ejere vælger desuden en hundeforsikring for at være dækket ved uforudsete udgifter til netop sådan en stor race.

Passer en Newfoundlænder til dig?

Newfoundlænderen er en skøn familiehund for den, der har plads, tid og ressourcer til en meget stor hund. Overvej følgende, inden du beslutter dig:

• Plads — den fylder meget og har godt af en have og nem adgang til natur og vand.
• Økonomi — foder, udstyr, dyrlæge og forsikring koster mere for en gigantrace end for en lille hund.
• Tid til pleje — den tætte pels kræver fast børstning, og du skal kunne leve med savl og løse hår i hjemmet.
• Nærvær — racen trives bedst som en del af familien og bør ikke være meget alene.

Vil du læse mere om andre store racer, kan du dykke ned i vores oversigt over store hunderacer eller guiden til dig, der ønsker dig en stor hund. Vælger du en Newfoundlænder, bør du altid købe hvalpen hos en seriøs opdrætter, der sundhedstester sine avlsdyr og lægger vægt på et roligt, pålideligt temperament.

Artiklen er oprindeligt skrevet af Bettina Bang Dalgaard, Kennel Savarna, og efterfølgende opdateret og faktatjekket.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Hvor stor bliver en Newfoundlænder?

En voksen han har en skulderhøjde på omkring 71 cm og vejer typisk cirka 68 kg, mens en tæve er omkring 66 cm høj og vejer cirka 54 kg. Racen hører dermed til gigantracerne.

Savler og fælder en Newfoundlænder meget?

Ja. Racen savler en del, især efter den har drukket, og den fælder kraftigt cirka to gange om året. Regn med regelmæssig børstning og lidt ekstra rengøring i hjemmet.

Er Newfoundlænderen en god familiehund?

Ja. Den er kendt som en blid kæmpe, der er rolig, tålmodig og tæt knyttet til sin familie. Den kræver dog plads, tid til pelspleje og nærvær for at trives.

Hvor længe lever en Newfoundlænder?

Levealderen ligger typisk omkring 8-10 år. Sund vægt, god kost og regelmæssige dyrlægebesøg – blandt andet hjertescreening – er med til at give et langt og raskt liv.

Hvor meget motion har racen brug for?

Moderat, daglig motion er nok. Svømning er ideelt, fordi det er skånsomt for leddene. I vækstperioden op til cirka 18 måneder skal hunden skånes for hård aktivitet, trapper og spring.