Shar Pei – oprindelse, temperament, sundhed og pleje

Shar Pei er en af verdens mest genkendelige hunderacer med sine dybe hudfolder, det lille, nærmest flodhesteagtige næseparti og en karakteristisk blåsort tunge. Bag det specielle udseende gemmer sig en gammel kinesisk race med en dramatisk historie – og desværre også en række alvorlige, nedarvede sundhedsproblemer, som er vigtige at kende, før man beslutter sig for racen. Denne guide samler de centrale fakta om Shar Pei’ens oprindelse, udseende, temperament, sundhed og pleje.

Shar Pei’ens oprindelse og historie

Shar Pei stammer fra det sydlige Kina. Racens oprindelse er ikke dokumenteret, men den minder om de glatte, foldefri vagthunde, man kender fra figurer dateret helt tilbage til Han-dynastiet (omkring 200 f.Kr.). Gennem århundreder blev hunden brugt bredt – som vagthund, gårdhund og jagthund – og i en periode også i hundekampe, hvilket gav den tilnavnet “den kinesiske kamphund”. Racen viste sig dog ikke særligt velegnet til kamp og blev fortrængt af større racer.

Det fortælles traditionelt, at Shar Pei’ens løse folder gav den mulighed for at vende sig i et greb, at de små ører var svære at få fat i, og at den korte, stride pels føltes ubehagelig i munden på en angribende hund. Disse forklaringer er en del af racens folklore og kan ikke dokumenteres, men de små, højtsiddende ører og den sandpapiragtige pels er stadig typiske kendetegn.

I midten af 1900-tallet var racen tæt på at uddø. Høje hundeafgifter og senere et forbud mod hundeavl i Kina pressede bestanden i bund, mens enkelte opdrættere i Hongkong, Macau og Taiwan holdt liv i racen. I 1973 henvendte Hongkong-forretningsmanden Matgo Law sig til det internationale hundemiljø – især den amerikanske kennelklub (AKC) – for at redde racen. På det tidspunkt var der ifølge Guinness kun en håndfuld kendte Shar Pei i USA, og i 1978 blev racen udnævnt til verdens sjældneste hunderace med omkring 60 tilbage.

Omtale i blandt andet det amerikanske magasin Life skabte stor efterspørgsel, og bestanden voksede eksplosivt – allerede i 1986 var der cirka 13.000 Shar Pei i USA. AKC anerkendte racen officielt i 1992. Shar Pei hører i dag under FCI’s Gruppe 2 (molosser mv.) og er beskrevet i FCI’s racestandard nr. 309 med Kina som oprindelsesland. Hvis du vil læse mere om racens nære slægtninge, har vi en oversigt over kinesiske hunderacer.

Udseende og størrelse

Helhedsindtrykket af en Shar Pei er en kompakt, tætbygget og nærmest kvadratisk hund af middelstørrelse. Den måler typisk 44-51 cm i skulderhøjde, og hannerne er som regel større og kraftigere end tæverne. Vægten ligger oftest på cirka 18-25 kg. De mest iøjnefaldende træk er de små, højtsiddende trekantede ører, det brede “flodhesteagtige” næseparti, de mørke, mandelformede øjne med et let skulende (“scowl”) udtryk samt den tykke, højt ansatte hale, der bæres i en bue eller krølle over ryggen.

Shar Pei-hvalpe fødes med rigeligt af folder, men de fleste folder forsvinder, efterhånden som hvalpen vokser. En voksen Shar Pei bør kun have moderate rynker ved pande, hals og halerod. Overdrevne, meget dybe folder er ikke et kvalitetsstempel – de øger tværtimod risikoen for hud- og øjenproblemer, som du kan læse mere om længere nede.

Pelstyper

Shar Pei findes med tre forskellige pelstyper:

• Horse coat (hestepels) – meget kort, glat, strid og børsteagtig pels, der ligger tæt til kroppen. Den er den korteste af typerne.
• Brush coat (børstepels) – lidt længere pels, cirka 1-2,5 cm, der føles en anelse blødere. Det er den mest almindelige pelstype hos nutidens Shar Pei.
• Bear coat (bjørnepels) – en markant længere pels, hvor folderne ofte ikke ses. Den regnes som en fejl i avlen og kan ikke stilles ud, men der fødes af og til bjørnepels-hvalpe i kuld på grund af gamle gener.

Farver og tunge

Racen findes i mange ensfarvede nuancer – blandt andet fawn, rød, sort, blå, chokolade, isabella, abrikos og creme. Hale og baglår har ofte en lysere nuance, og et mørkere strejf ned langs ryggen og på ørerne er tilladt. Farven hvid er ikke tilladt. Tunge, gane, gummer og læber foretrækkes blåsorte, mens enkelte lyserøde pletter på tungen er acceptable. Hos hunde med fortyndede (diluted) farver er tungen ensfarvet lavendelblå. Den blåsorte tunge er et træk, Shar Pei deler med den beslægtede Chow Chow. FCI’s officielle racebeskrivelse findes i FCI’s racestandard nr. 309.

Temperament og sind

Shar Pei beskrives typisk som en rolig, værdig og dybt loyal hund, der knytter sig tæt til sin familie. Den har sin egen vilje og er ikke slavisk lydig – den vurderer gerne situationen selv, før den adlyder. Over for fremmede er mange Shar Pei reserverede og vil se an, før de lader sig klappe. Den medfødte vagtinstinkt viser sig i en dyb, advarende gøen, når nogen nærmer sig hjemmet.

Over for børn er racen ofte tålmodig, men den sætter grænser ved selv at trække sig, hvis legen bliver for voldsom. Derfor er det vigtigt, at børn lærer at respektere hundens signaler. Over for andre hunde kan en Shar Pei virke dominerende på grund af den opret båret hale og de højtsiddende ører, og nogle individer er lidt kontante over for artsfæller. Tidlig og grundig socialisering er derfor afgørende for, at hunden lærer at aflæse og omgås andre hunde roligt.

En Shar Pei behandles bedst med fasthed og venlighed. Den bryder sig ikke om at blive rusket i eller råbt ad, men reagerer godt på konsekvent, respektfuld opdragelse. Får den den rette behandling, bliver den en stabil, selskabelig og hengiven familiehund.

Sundhed og typiske sygdomme

Shar Pei er desværre en race med flere alvorlige, nedarvede sundhedsproblemer, og mange af dem hænger sammen med de overdrevne hudfolder og det specielle hoved. En stor britisk undersøgelse (Royal Veterinary College, VetCompass) fandt en median levetid på cirka 10,6 år – lavere end for racehunde generelt. Det gør sundhed til et helt centralt punkt, både når man vælger opdrætter, og når man lever med racen. Vælg altid en opdrætter, der sundhedstester sine avlsdyr.

Familiær Shar Pei-feber og amyloidose

Familiær Shar Pei-feber (FSF) er en arvelig, inflammatorisk tilstand, der er særlig for racen. Den giver tilbagevendende anfald med høj feber (ofte 39,4-41,7 °C) og ofte hævelse af haserne (ankelleddene). Anfaldene varer typisk 24-36 timer og går over af sig selv, og de begynder som regel, før hunden er 18 måneder. Tilstanden hænger sammen med SPAID (Shar-Pei Autoinflammatorisk Sygdom) og rammer en betydelig del af racen.

Det alvorlige ved FSF er risikoen for amyloidose, hvor proteinet amyloid aflejres i især nyrerne og kan føre til kronisk nyresvigt – nogle gange allerede i 5-6-års-alderen. Jo hyppigere og kraftigere feberanfald, jo større risiko. Der findes i dag en gentest for SPAID, som kan vise, hvilke hunde der har forhøjet risiko, og regelmæssige blod- og urinprøver hjælper med at opdage nyrepåvirkning tidligt.

Øjne: entropion

Entropion – hvor øjenlåget ruller indad, så hår og vipper skraber mod hornhinden – er den hyppigst konstaterede sygdom hos racen og rammer op mod hver femte Shar Pei om året. Det er smertefuldt og kan give sår på hornhinden og i værste fald synstab, hvis det ikke behandles. Hos hvalpe kan dyrlægen midlertidigt “tacke” øjenlågene med sting, så de holdes ude af øjet, indtil hunden er gammel nok til en blivende operation, typisk i 6-12-måneders-alderen. Symptomer som knibende, rindende eller irriterede øjne hos en hvalp bør altid ses af en dyrlæge hurtigt.

Ører og hud

Shar Pei har usædvanligt snævre, trange øregange på grund af den fortykkede, foldede hud, og øreinfektion (otitis) er den næsthyppigste lidelse hos racen. De snævre gange holder på fugt og voks, og en gærsvamp (Malassezia) er den hyppigste årsag til betændelse. Ørerne bør derfor tilses jævnligt, holdes tørre og renses efter behov – men undgå vatpinde langt inde i øregangen, da de kan skade den.

Hudfolderne kan give fugtig eksem og bakterielle infektioner i folderne (intertrigo og pyodermi), og racen er også disponeret for atopisk eksem (allergi), demodex-fnat og mucinose. Hold folderne rene og tørre, og hold øje med rødme, lugt og kløe. Læs mere om, hvordan du håndterer hudproblemer og fedtet hud hos hunde.

Andre tilstande

• Led – racen er disponeret for både hofte- og albueledsdysplasi, der kan give slidgigt og nedsat bevægelighed.
• Stofskifte – for lavt stofskifte (hypotyreose) ses hyppigere end hos mange andre racer.
• Øjne – ud over entropion ses primær åbenvinklet grøn stær (glaukom) oftere end gennemsnittet.
• Mave – Shar Pei er blandt de racer, der oftest rammes af hiatushernie (mellemgulvsbrok).

Pleje og pasning

Selve pelsen er nem at passe. En børstning om ugen, lidt ekstra i fældeperioden, og typisk kun et par bade om året er nok for de fleste Shar Pei. Overdrevne bade kan tværtimod forstyrre hudens balance – læs mere om, hvor ofte du bør bade din hund.

Det, der kræver opmærksomhed, er folderne og ørerne. Tjek jævnligt, at huden i folderne er ren og tør, og hold øje med ørerne for lugt, rødme eller rysten på hovedet. Tør altid hund og ører grundigt efter bad eller svømning. Negle bør klippes efter behov, og en Shar Pei elsker varme og vil gerne ligge i solen – men pas på overophedning i sommervarmen, da racens korte næseparti gør den mindre effektiv til at køle sig ned.

Træning og aktivering

Shar Pei er intelligent, men selvstændig og bliver aldrig slavisk lydig som for eksempel en labrador. Træningen lykkes bedst, når den er positiv, kort, varieret og konsekvent – racen gider nemlig ikke gentage den samme øvelse i det uendelige og finder hurtigt selv på noget mere interessant. Tidlig socialisering med mennesker, lyde og andre hunde er det vigtigste af alt for at få en tryg og afbalanceret voksen hund.

Motionsbehovet er moderat. Daglige gåture, gerne suppleret med lidt hjernegymnastik, holder en Shar Pei glad. Den kan sagtens deltage i familiens løbe- og cykelture, men belastningen skal altid tilpasses hundens alder, så unge led ikke overbelastes.

Passer en Shar Pei til dig?

En Shar Pei passer bedst til en ejer, der sætter pris på en rolig, værdig og loyal hund med sin egen personlighed, og som er indstillet på at arbejde med socialisering og tålmodig, respektfuld opdragelse. Samtidig skal man være realistisk omkring racens sundhed: entropion-operationer, tilbagevendende øre- og hudbehandlinger og risikoen for Shar Pei-feber kan betyde både besvær og udgifter. En hundeforsikring og et budget til dyrlæge er derfor fornuftigt.

Vælg en seriøs opdrætter, der sundhedstester for blandt andet SPAID og avler mod moderate folder frem for ekstreme. Er du i tvivl om, hvorvidt racen passer til din familie og hverdag, kan du få hjælp i vores guide til at finde den rette hund til dig.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Hvor stor og tung bliver en Shar Pei?

En Shar Pei måler typisk 44-51 cm i skulderhøjde og vejer omkring 18-25 kg. Hanner er som regel større og kraftigere end tæver. Det er en kompakt hund af middelstørrelse.

Hvor gammel bliver en Shar Pei?

En stor britisk undersøgelse fandt en median levetid på cirka 10,6 år. Levetiden påvirkes især af racens nedarvede sygdomme, og god sundhedsavl samt tidlig dyrlægehjælp kan gøre en forskel.

Er Shar Pei en sund race?

Nej, racen har flere alvorlige, arvelige problemer – især entropion, øreinfektioner, hudbetændelse i folderne samt familiær Shar Pei-feber, der kan føre til nyresvigt. Vælg derfor altid en opdrætter, der sundhedstester.

Hvorfor har Shar Pei blå tunge?

Den blåsorte tunge er et racetypisk træk, som Shar Pei deler med Chow Chow. Hos hunde med fortyndede farver er tungen ensfarvet lavendelblå. Enkelte lyserøde pletter kan forekomme.

Kræver Shar Pei’ens folder meget pleje?

Selve pelsen er nem, men folderne og de snævre øregange skal tjekkes jævnligt og holdes rene og tørre for at undgå eksem og infektioner. Tør altid hunden godt efter bad eller svømning.