Berner Sennen eller Hovawart: Sådan vælger du mellem de to racer

At vælge mellem en Berner Sennen og en Hovawart er et valg mellem to store, trofaste hunde, der ved første øjekast kan minde om hinanden. Begge er kraftige, overvejende sorte med tegninger, og begge knytter sig dybt til deres familie. Men bag de bamsede ydre gemmer der sig to vidt forskellige baggrunde, temperamenter og behov – den ene er avlet som rolig gård- og trækhund, den anden som vagtsom beskytter. Denne guide gennemgår racernes historie, udseende, sind, trænbarhed, sundhed og pleje, så du nøgternt kan vurdere, hvilken af de to der passer bedst til din hverdag.

To store racer med hver sin baggrund

Selvom begge racer tilhører de store brugshunde, kommer de fra hvert sit land og hvert sit formål. Den historiske baggrund forklarer meget af den forskel i temperament, du vil opleve i dagligdagen.

Berner Sennen – den schweiziske gårdhund

Berner Sennen (på tysk Berner Sennenhund) stammer fra bjergegnene omkring Bern i Schweiz, hvor den i generationer var en alsidig bondehund. Den vogtede gården, drev kvæg og trak små kærrer med mælkejunger og varer. Racen blev oprindeligt kaldt Dürrbächler efter kroen Dürrbach nær Riggisberg, hvor de langhårede, trefarvede gårdhunde var særligt udbredte.

I begyndelsen af 1900-tallet gik en kreds af avlere sammen for at bevare typen som en egentlig race. I 1907 blev der stiftet en schweizisk raceklub, og med hjælp fra blandt andre geologen og kynologen Albert Heim fik hunden sit nuværende navn, Berner Sennenhund, i tråd med de øvrige schweiziske sennenhunde. I dag er racen anerkendt af Fédération Cynologique Internationale (FCI) i gruppe 2 blandt de schweiziske sennenhunde. Du kan læse mere om racen på vores side om Berner Sennen.

Hovawart – den tyske vagthund

Hovawarten er en gammel tysk race med rødder i middelalderen. Navnet kommer fra middelhøjtysk, hvor hova betyder gård og wart betyder vogter – altså bogstaveligt “gårdens vogter”. Hunden nævnes allerede i retstekster fra 1200-tallet som et dyr, hvis tab skulle erstattes, og den blev brugt til at bevogte gårde og spore indbrudstyve.

Med tiden mistede racen terræn til nyere brugshunde som den tyske schæferhund og var næsten forsvundet omkring år 1900. Fra omkring 1915 gik en gruppe entusiaster – med zoologen Kurt Friedrich König som drivkraft – i gang med at genskabe racen ud fra bondehunde fra Schwarzwald, krydset med blandt andre kuvasz, newfoundlænder, schæferhund og leonberger. Den første Hovawart-kuld blev registreret i 1922, og i 1937 blev racen officielt anerkendt af den tyske kennelklub. I dag hører den under FCI gruppe 2. Vores profil om Hovawart går mere i dybden med racen.

Udseende og størrelse

Begge racer er store hunde, men de adskiller sig i både pels og farve. Her er de vigtigste forskelle i det ydre.

Berner Sennen er den tungeste og mest kompakte af de to. Ifølge FCI-standarden måler hanner 64–70 cm over skulderen (ideelt 66–68 cm) og tæver 58–66 cm. Vægten er ikke fastsat i standarden, men voksne hanner vejer typisk omkring 45–50 kg og tæver omkring 38–40 kg. Pelsen er lang, blød til let bølget og altid trefarvet: en kulsort grundfarve med rustrøde (brandgule) tegninger over øjnene, på kinderne, benene og brystet, suppleret af symmetriske hvide aftegn – en blis i panden, et hvidt kryds på brystet og gerne hvide poter og hvid halespids.

Hovawarten er lige så høj, men mere atletisk og lettere bygget. Hanner måler cirka 63–70 cm og tæver 58–65 cm, og vægten ligger typisk omkring 30–40 kg for hanner og lidt mindre for tæver. Pelsen er halvlang og ligger tæt til kroppen. Racen findes i tre farvevarianter: helt sort, sort med lyse (blonde) tegninger samt ensfarvet blond. Den sorte med lyse tegn er den mest almindelige og forveksles oftest med en Berner – men Hovawarten mangler Berner Sennens karakteristiske hvide aftegn.

Temperament og sindelag

Det er her, de to racer for alvor skiller sig fra hinanden, og hvor dit valg bør veje tungest.

Berner Sennen beskrives i racestandarden som selvsikker, opmærksom og godmodig, hængiven over for sin familie og rolig og afslappet over for fremmede. Den er sjældent en skarp vagthund; den gør typisk opmærksom, men møder gæster venligt. Til gengæld er den en følsom hund, der trives bedst som en del af familien og ikke bryder sig om at være meget alene. Mange oplever den som en blid “storebror” i hjemmet – men den modnes langsomt og er mentalt hvalp i lang tid.

Hovawarten er derimod en ægte vagthund med stærke beskyttelsesinstinkter. Den er loyal og kærlig over for sin familie, men reserveret og afventende over for fremmede – uden dog at være aggressiv af natur. Den er selvstændig, intelligent og tænker gerne selv, hvilket kræver en ejer, der kan give tydelig og venlig ledelse. En veltrænet Hovawart er en pålidelig familiehund, men dens vagtsomhed betyder, at tidlig og grundig socialisering er helt afgørende.

Trænbarhed og aktivitetsbehov

En udbredt forestilling er, at Hovawarten er “lettere at træne” end en tungere sennenhund. Det passer kun delvist. Hovawarten er meget intelligent og lærenem, men også selvstændig og sensitiv over for hård behandling – den reagerer dårligt på skrap træning og kræver konsekvent, positiv og tålmodig opdragelse. Får den ikke nok mental og fysisk aktivitet, kan den finde på sine egne “opgaver”. Den egner sig derfor bedst til ejere, der vil arbejde aktivt med hunden, for eksempel gennem lydighedstræning, sporarbejde eller anden hundesport.

Berner Sennen er som regel mere medgørlig og less drevet, men også afhængig af god motivation og en blød hånd. Den har et moderat motionsbehov og nyder daglige ture, men er ikke en udholdenhedshund. Hos begge racer gælder det, at man skal passe på med hård motion i vækstperioden, fordi de store, hurtigt voksende led er sårbare. Begge er store hunde, der fylder både i hjem og budget – overvej vores artikel til dig, der ønsker dig en stor hund, inden du beslutter dig.

Sundhed og levetid

Den største – og for mange den vigtigste – forskel mellem racerne er den forventede levetid.

Berner Sennen er desværre en af de hunderacer, der lever kortest. Undersøgelser blandt ejere peger på en gennemsnitlig levealder på blot omkring 7–8 år. Den helt dominerende dødsårsag er kræft, og racen er særligt disponeret for en aggressiv kræftform kaldet histiocytært sarkom (malign histiocytose). Derudover ses hofte- og albueledsdysplasi – arvelige misdannelser i leddene, der kan give slidgigt – samt problemer med andre store led. Vælger du en Berner, er det derfor vigtigt at købe hvalp hos en ansvarlig opdrætter, der røntgenfotograferer avlsdyrenes led.

Hovawarten er generelt en robust og sund race med en forventet levetid på omkring 10–14 år. Den har relativt lave forekomster af hofteledsdysplasi sammenlignet med mange andre store racer, men der ses lejlighedsvis stofskifteproblemer (for lavt stofskifte) og enkelte ledproblemer. For begge racer kan tilskud til leddene, for eksempel glucosamin, være relevant at drøfte med dyrlægen, efterhånden som hunden bliver ældre.

Pasning og pleje

Begge racer har dobbelt pels med tæt underuld og fælder – mest kraftigt to gange om året. Berner Sennens lange pels kræver børstning flere gange om ugen for at undgå filt bag ørerne og under benene, og den taber mærkbart mange hår i hjemmet. Hovawartens halvlange pels er lidt lettere at holde, men skal også børstes regelmæssigt, især i fældeperioderne.

Fælles for begge er, at de som store, hurtigt voksende racer har brug for et foder, der er tilpasset store hunde, så væksten ikke går for stærkt og belaster leddene. Regelmæssig negleklipning, tjek af ører og tænder samt daglig motion i passende mængde hører med til plejen uanset race.

Hvilken race passer til dig?

Der findes ikke et facit – det handler om, hvad du søger i en hund. Som tommelfingerregel:

• Vælg Berner Sennen, hvis du ønsker en blid, familievenlig følgesvend med et roligt gemyt, ikke har brug for en skarp vagthund, og er indstillet på, at racen ofte lever kortere og har højere dyrlægerisiko.
• Vælg Hovawart, hvis du vil have en længere levende, vagtsom og aktiv hund, har tid og erfaring til konsekvent træning og socialisering, og trives med en selvstændig hund, der også fungerer som beskytter.

Begge racer er desuden gode eksempler på hunde, der ikke er drevet af en konstant jagt på færten, sådan som mange støver- og jagthunde er – noget, man ofte efterspørger, hvis man tidligere har haft en næsefikseret race. Uanset valget er det afgørende at matche hunden med din livsstil, din bolig og din tid. Vores guide til at finde den perfekte hund kan hjælpe dig videre i overvejelserne.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Hvad er den største forskel på en Berner Sennen og en Hovawart?

Temperamentet. Berner Sennen er avlet som rolig gård- og trækhund og er typisk blid og venlig over for alle, mens Hovawarten er en vagthund, der er loyal over for familien, men reserveret over for fremmede. Dertil kommer, at Berner Sennen ofte lever markant kortere end Hovawarten.

Lever en Hovawart længere end en Berner Sennen?

Ja, typisk væsentligt længere. Hovawarten bliver ofte omkring 10–14 år, mens Berner Sennen i gennemsnit kun lever cirka 7–8 år, primært på grund af racens høje forekomst af kræft.

Er en Hovawart sværere at træne end en Berner Sennen?

Ikke nødvendigvis sværere, men anderledes. Hovawarten er meget intelligent og lærenem, men også selvstændig og følsom over for hård træning, så den kræver konsekvent og positiv opdragelse. Berner Sennen er ofte mere medgørlig, men skal også motiveres med en blid hånd.

Egner begge racer sig til familier med børn?

Ja, begge kan være fremragende familiehunde, når de er godt socialiserede. Berner Sennen er kendt for sit blide gemyt, og en veltrænet Hovawart er loyal og pålidelig. Som ved alle store hunde bør samvær mellem hund og mindre børn altid være under opsyn.

Hvor meget motion har de to racer brug for?

Begge har brug for daglig motion, men Hovawarten har generelt et højere aktivitets- og aktiveringsbehov og trives med træning og hundesport. Berner Sennen har et moderat motionsbehov. Hos begge skal man være forsigtig med hård motion, mens hunden stadig vokser.