Islandsk fårehund
Racens oprindelse
Den islandske fårehund kommer, som navnet siger, fra Island, hvor den har været brugt som hyrde- og drivhund. Den har også haft til opgave at passe på lammene på dén måde, at den ved sin gøen har jaget store fugle på flugt, som ellers var en trussel for lammene. Jeg har hørt, at fuglene skulle have hang til at prikke øjnene ud på lammene for at gøre dem til et lettere bytte.
Racens temperament og egenskaber
Den islandske fårehund er af natur meget gøende, da den jo er opdrættet bl.a. med dét formål. Men det skal efter sigende ikke være umuligt at påvirke hvalpen i – for den normale familie – mere gunstig retning, f.eks. ved at indlære ordet NEJ (ligesom Buster Larsen og Kvik i Matador: ”Det er en tysker!”), når den ikke må tage godbidden, og værs’go’, når den må. Så skulle NEJ kunne overføres på gøende adfærd også.
Den er utrolig glad for mennesker, og jeg plejer at sige, at hvis der en dag skulle komme en indbrudstyv ind i vores hus, så ville mine hunde kaste sig om halsen på ham(M/K) og sige:” Hvor har vi savnet dig!” Så den islandske fårehund er ikke nogen vagthund, men der er ingen tvivl om, at hvis den føler, at dens ejer bliver truet af et andet menneske, så vil den i hvert fald stille sig op og gø! Jeg har aldrig hørt om en islandsk fårehund, der har bidt et menneske, men hvis ejeren bliver truet på livet er det ikke til at vide, hvad der sker.
På gåturene er specielt den unge hund helt syg med at hilse på alle de mennesker – og hunde – som den møder på sin vej. (billede 1). Det er dog hensigtsmæssigt at lære hunden, at den ikke altid skal hilse på alle forbipasserende, og det kan man f.eks. gøre ved at aflede hvalpens opmærksomhed med guffer, så den glemmer de forbipasserende. Det er i øvrigt også et kendetegn ved den islandske fårehund, at den som regel er vældig madglad. Det gør, at den er let at motivere under hvalpetræningen, man behøver ikke, som ejere til visse andre hunde, at koge og tørre små leverstykker til kræsenpinden for at motivere den til at høre efter.
De er normalt meget afhængige af deres mennesker, og en islandsk fårehund bliver ikke liggende i sin kurv og lader ejeren vandre alene om i huset, nej, den følger ham i ét og alt, sågar ud på toilettet – og i sengen…. Så hvis man synes, at det er irriterende at have en hund i hælende på sig dagen lang, så skal man ikke vælge en islandsk fårehund. Og dét med hælene skal opfattes helt bogstaveligt: det er en hyrdehund, og den driver på fårene bl.a ved at bide dem i haserne, så børnene i familien kan få sig en lille forskrækkelse, når de løber rundt i haven og spiller bold, for så vil hvalpen tit nappe dem i hælene. Når jeg går tur med mine hunde, så sker det med jævne mellemrum, at jeg kommer til at give den ene af dem en ”kajeryster”. Det er som regel Hildur, det går ud over, og da hun var hvalp kunne jeg altid vide, at det var hende, der gik bag ved mig, for hun gik meget tæt på mine hæle. Og det gør hun altså stadig ind imellem.
Udtalte hyrdeegenskaber kan også medføre, at hunden har tendens til at løbe efter biler. Det kan være en farlig sport, både for hunden og for bilisten, så her er det vigtigt at aflede hvalpen, når der kører biler forbi, så den lærer, at biler, det er ikke noget, den skal tage sig af.
Folk, der kommer på besøg, bliver tit imponerede over, hvor lidt man mærker til hundene. Men det er jo fordi de bare ligger og sover – for vores fødder, under bordet, eller allerhelst oven på vores fødder – når vi mennesker er i ro og sidder og taler sammen (forudsat selvfølgelig, at den daglige gåtur uden snor ved fjorden er tilbagelagt). Men hvis nogen bliver højrøstede eller der på anden måde kommer gang i energierne, så vågner de straks op til dåd. Den islandske fårehund er med, hvor der sker noget, og den elsker lange gåture i vildsomt terræn. Og hvis der så tilmed lugter lidt af vildt, hvad der tit gør tidligt om morgenen og sent om aftenen, så er dens lykke gjort. Ifølge racebeskrivelsen så skulle den islandske fårehund ikke have nogen voldsom jagtdrift, men jeg tror ikke mine hunde kan læse…
Den islandske fårehund er en relativt ung race, d.v.s. der har ikke være avlet bevidst med den i ret mange år, og det er nok derfor der er så stor forskel på de enkelte hunde, både hvad udseende og egenskaber angår. Menneskeglæden er dog et gennemgående træk, om end der findes reserverede hunde også.
Jeg anbefaler alle mine hvalpekøbere at deltage i Unghundementaltesten (UHM-testen), for her lærer man sin hund utrolig godt at kende, både ved at se, hvordan den faktisk reagerer i de forskellige belastende situationer, men også ved at se, hvordan den adskiller sig fra de andre hunde, der deltager i testen dén dag. Et eksempel på et spindeldiagram af en UHM-test, SE testen her.
Dét med at følge i hælene på sit menneske er meget typisk for den islandske fårehund og måske i det hele taget for en hyrdehund. Det en meget praktisk egenskab, når man har et kuld hvalpe på 6-7 stykker og gerne vil ud at gå med flokken. Man kan jo ikke have så mange i snor, og det ville også bare ende med en hel masse indviklede snore. Vi bor lige op til en golfbane og en dejlig skov, og jeg har altid gået her med hele flokken i en hale efter mig og taget det som en selvfølge, at de fulgte efter mig, men der ville nok være de racer, som det ikke kunne lade sig gøre med.
Den islandske fårehunds vandglæde er legendarisk. Da jeg cyklede med mine hunde (den ældste har fået en menisklæsion, så cykelture er nu en saga blot) på varme sommerdage, så kunne de finde på, uden at jeg havde gjort tegn til standsning, at nedsænke deres legemer i den nærmeste vandpyt for at få kølet maveskindet. Det har altid ledt mine tanker hen på biler af mærket Citroën….Men større vandpytter såsom åer, søer, fjorde og have er de rene magneter for en islandsk fårehund. Og hvis der så er nogle fugle, der vil lege med dem, så er deres lykke gjort. Jeg plejer at kalde det ”gratis motion” og tænker tilbage på legepladsbesøgene, dengang børnene var små….Der er ikke rigtig den store forskel på små mennesker og hunde…
De fleste islandske fårehunde har også et stort talent for apportering, de elsker jo at løbe efter noget, der bevæger sig, og kombineret med vand forsvinder en formiddag let som dug for solen. Alt kan apporteres – og bliver det! Om man så skal tage hele hovedet under vand, fordi dunken fyldes med vand eller røret er umulig at få fat på med tænderne. Man kan også samarbejde for at få trofæet bragt ind på land, men også skændes…Og man går ikke af vejen for en rask svømmetur.
Racens udseende, størrelse og pleje
Den islandske fårehund er en mellemstor hund, som både kan løbe og gå lange ture, men som også elsker at være skødehund. De vil meget gerne med op i sofaen og i sengen, og den ene af mine hunde plager tilmed ofte om at komme op på skødet. Siddende på en stol har jeg ikke indtryk af, at opholdet er videre komfortabelt for hende, men det ænser hun ikke, bare hun får lov.
Den islandske fårehund er som regel langhåret med mellemtyk pels, med tilpas mængde underuld til, at pelsen strutter lidt, men ikke med så meget underuld, at det kræver den store pelspleje. Jeg plejer at sige, at pelsplejen afhænger af, hvad man bedst kan lide at gøre, støvsuge eller børste hunden. Det eneste sted, der måske kommer filter i pelsen, er bag ørerne. Ellers ser den islandske fårehund altid nyfriseret ud, og det imponerer mange mennesker, at det ikke har krævet daglig børstning at opnå dét resultat.
Derimod har den islandske fårehund ulvekløer, endda helst dobbelte, og de skal klippes med jævne mellemrum, for de sidder lidt højere oppe på benet end poten og bliver ikke slidt af sig selv. De fleste farver er tilladt, ligesom med den islandske hest, og det giver jo stor fornøjelse til de farveglade af menneskeheden.
Den islandske fårehund kan være motionskrævende, og den sætter i hvert fald pris på god motion hver dag. Det er specielt de hunde med udtalte hyrdeegenskaber, der er motionskrævende, de andre er nok bare ”motionsnydende”. Og så er der jo dét ved det, at jo mere man motionerer sin hund, jo bedre bliver dens kondition, og jo bedre dens kondition bliver, jo mere motion kræver den….Det siges, at en god gang hjernegymnastik (f.eks. sporarbejde, mine hunde har i hvert fald alle sammen meget fine næser) udtrætter hunden lige så meget som en rask gåtur, og så forøger det vel ikke konditionen i samme grad som gåturen….
Den islandske fårehund er en meget naturlig og sund hund, som både kan føde naturligt og trække vejret gennem næsen… Og som tilmed er smuk og harmonisk af bygning. Og der bliver inden for specialforeningen Islandshunden gjort et stort stykke arbejde for at undgå indavl og den dermed forøgede risiko for arvelige sygdomme.
Unikke egenskaber ved racen
Det siges, at den islandske fårehund, i modsætning til de fleste andre hunderacer, ikke lugter af ”våd hund”, når den bliver våd. Det har jeg aldrig selv spekuleret over, for for mig har det jo aldrig været anderledes. Men det må absolut være et ekstra plus ved racen, deres vandglæde taget i betragtning.
Noget andet, der kendetegner racen, er deres måde at ligge på. De ligger tit på maven med begge bagben strakt lige bagud, og ofte med krydsede forben samtidig. Det er et kosteligt syn! Den islandske fårehund er som regel en glimrende hund til 1.gangs hundeejere. Den er sjældent dominerende i problematisk grad, den har i kraft af sine hyrdeegenskaber et naturligt ønske om at behage sine mennesker, er glad for alle andre og er som regel let at dressere, nem at motivere (elsker godbidder), og i besiddelse af en passende intelligens (den skulle jo nødig være klogere end sit menneske…). Der er ingen tvivl om, at hvis hunden ikke lystrer, så er det ikke fordi den ikke har hørt én, det er heller ikke fordi den ikke har forstået én, der er bare noget, der er vigtigere….og det er som regel – MAD! Hvis én af mine hunde vedblivende mangler, d.v.s. den kommer hverken når jeg kalder dens navn, fløjter eller bruger dommerfløjten, så kan jeg være evigt forvisset om, at den ligger et eller andet sted og gnasker i et kadaver. Og så kan jeg lige så godt bide i det sure æble og gå tilbage og hente den!
Artiklen er skrevet af Lissen Røtkjær
