Tre gode råd før du får hund
Hunde er bløde, søde, glade og ikke mindst godt selskab. En hund er både et nyt kærligt familiemedlem og et stort ansvar. Det er ikke en beslutning, der skal ses let på. Der er mange faktorer, der spiller ind i valget om at udvide familien med en logrende ven. Det er derfor vigtigt at overveje nøje, alle de praktiske udfordringer, der kan være ved at have en hund.
Når alt dette er på plads kan familien kigge på de forskellige racer og undersøge, hvilken hunderace der passer ind i familiens dagligdag og hjem. Her følger tre gode råd i forbindelse med familiens nye hund.
Hav styr på økonomien
En hund kan være en dyr affære ikke blot at anskaffe, men i det månedlige budget. Det er derfor vigtigt at lave en post i dit budget til hunden. Dette gælder alle de forudsete udgifter som mad, udstyr, vaccination og den lovpligtige ansvarsforsikring. Denne dækker, hvis din hund forvolder skade på andres ejendele eller på andre dyr og mennesker.
Derudover kommer de uforudsete udgifter. Disse består ofte af dyrlægeregninger til akut tilskadekomst, sygdomme og tandproblemer. For at undgå at stå med en stor dyrlægeregning selv, kan du have en sygeforsikring udover din ansvarsforsikring til din hund. En sygeforsikring er et sikkerhedsnet som ligesom alle andre forsikringer giver tryghed, hvis uheldet er ude. Læs mere om hundeforsikringer her.
Find dit hundematch
Alle hunderacer er forskellige, de har forskellige behov, aktivitetsniveau og temperament. Derfor er det vigtigt at læse om racerne, så valget ikke falder på den, der ser sødest ud. En hund med højt aktivitetsniveau kræver meget tid og plads. En hund med stort temperament er besværligere at opdrage og have sammen med små børn. Rådet er dermed at lægge vægt på racebeskrivelserne fremfor hvalpebillederne.
En hund kan leve i 10-18 år og det er derfor vigtigt at tænke på familiesituationen langt ud i fremtiden. Hunde kræver forskelig plads og din boligsituation har meget at sige om, hvilken race og især størrelse som kan forenes med dit hjem. For at finde netop dit hundematch gælder det alle disse faktorer, frem for hvordan hunden ser ud. Alle hundehvalpe ser søde ud, men det er i en meget begrænset periode af deres liv de er en hvalp. Det er derfor vigtigt at kunne lide hundene som voksne og ikke kun som hvalp.
Find pasning og pleje
En hund kræver daglig pleje som skal løses i familien. En hund vil dog altid være et voksenansvar. Selvom det måske er børnene, der ønsker hunden er det de voksne, som har ansvaret for den daglige pleje. Børn går til og fra interesserer, men hunden vil være en del af familien de næste mange år. Den er en stor glæde i hverdagen, men fjerner også en del frihed. Et godt råd er derfor at finde pasningsmuligheder for hunden inden anskaffelse, hvis du stadig vil på charterrejse eller weekendtur til en storby. Sådan vil både du og din hund få en god ferie.