lørdag, november 23, 2024
Hunderacer

Samojed

Oprindelse

Samojeden stammer fra Sibirien hvor den levede sammen med nomadestammerne. Hundene skulle passe på deres rensdyr og trække slæderne, når de flyttede fra sted til sted i jagten på mad til rensdyrene.

Om natten boede både mennesker og hundene sammen i teltene, hvor hundene gav god varme da de sov tæt på deres mennesker. I dag vil samojederne også meget gerne være sammen med os mennesker hele tiden, og vil stadigvæk godt ligge og varme vores fødder under sofabordet hvis de får lov.

Temperament

Samojeden har et helt fantastisk temperament. De er meget glade for kontakt til mennesker i alle aldre. De vil meget gerne hilse på alle, og er ikke nogen super god vagthund. Den elsker at lege med børn og finder sig i for meget hvis man ikke passer på den. Den har et stort behov for at være sammen med sin flok og egner sig ikke til at værre alene hjemme i alt for mange timer. Den er meget tolerant overfor andre hunde og kan hilse/lege med de fleste.

Racens egenskaber

Samojeden er en slædehund og har behov for at lave noget. Når den er voksen elsker den at løbe lange ture i efterårs og vinter sæsonen. Om sommeren er det alt for varmt pga. den megen lange pels. Den er fantastisk som løbsmakker, og selvfølgelig vil den elske at løbe slædeløb. De vil også elske at gå til agility eller rally – alt hvor du som ejer kan tilbyde den at bruge sin krop og hjerne.

Størrelse og udseende

Tæverne bliver ca. 50 – 56 cm høje og hannerne ligger imellem 54 – 60 cm. og vægten imellem 18 – 28 kg.

Samojeden bliver også kaldt den smilende hund, da den ser ud som om den smiler. Den har en god tyk og tæt pels med megen underuld. Pelsen beskytter hunden i alt slags vejr og den lugter aldrig af “våd hund”. De fleste hunde har en hel hvid pels, men det er også tilladt at de har en mere creme farvet pels. Samojeden skal børstes et par gange om ugen. Er den blevet meget mudret, kan man lade den tørre før man børster den og så har man en pæn hund igen. Den er ikke svær at holde pæn og ren, hvis bare man børster den regelmæssigt. Dog skal den have et bad engang imellem for at være helt kridt hvid.

Unikke egenskaber

Samojeden er en meget opmærksom og kvik hund. Den elsker at lave noget sammen med sin familie.

Samojeden er en selvstændig race som godt vil arbejde sammen med sin ejer men ikke for sin ejer. Den er samarbejdsvillig men ikke ubetinget lydig.

Den vil godt arbejde hvis den kan se et formål (en godbid eller anden god belønning) men gør ikke noget hvis man er hård i stemmen eller i sin fremtoning. Den henter gerne en bold den første gang og måske også anden gang, derefter kigger den på en og så kan men selv få lov at hente den. Den elsker at lave lidt sjov og finder gerne selv ud af at løse opgaver, så som at åbne skuffer eller døre hvis ikke den bliver aktiveret.

Den er ikke en hund for mennesker som ikke gider lege eller lave noget med den.

Artiklen er skrevet Heidi Nielsen fra Kennel Dyssevang