Hundeloven og raceforbuddet: ramte loven de forkerte?

Da Danmark i 2010 forbød en række hunderacer, blev reaktionerne stærke. Mange ejere og opdrættere mente, at loven ramte de forkerte: fredelige familiehunde og deres ejere, frem for de få mennesker, der rent faktisk misrøgter eller misbruger hunde. Denne artikel samler fakta om hundelovens forbudsordning — hvilke racer der er forbudt, hvordan reglerne fungerer i praksis, hvad forskningen siger, og hvorfor kritikken af loven stadig lever. Teksten er et neutralt overblik og ikke juridisk rådgivning.

Hvad er hundeloven, og hvad siger forbudsordningen?

Hundeloven (lov om hunde) regulerer blandt andet, hvilke hunde man må holde i Danmark, krav om snor og opsyn, samt hvad der sker, hvis en hund bider. Den såkaldte forbudsordning blev indført med lov nr. 717 af 25. juni 2010 og trådte i kraft den 1. juli 2010. Reglen står i hundelovens § 1 a.

Forbudsordningen betyder helt enkelt, at det er forbudt at besidde eller avle 13 navngivne hunderacer — og alle krydsninger, hvor en eller flere af disse racer indgår. Det er desuden forbudt erhvervsmæssigt at indføre racerne, og private, herunder turister, må heller ikke tage en forbudt hund med ind i landet, for eksempel på ferie. Hunde, der blot er i transit gennem Danmark, er dog ikke omfattet.

Du kan læse et samlet overblik over hvilke hunderacer der er ulovlige i Danmark i en separat artikel her på sitet.

Baggrund: hvorfor kom raceforbuddet i 2010?

To af racerne — pitbull terrier og tosa inu — havde allerede været forbudt siden 1991. Resten kom til med loven i 2010, efter en periode med stor mediebevågenhed omkring såkaldte “kamphunde” og enkelte alvorlige bidepisoder.

Forud for loven blev der nedsat et hundeudvalg med sagkyndige. Et centralt kritikpunkt — som også den oprindelige version af denne artikel rejste — er, at fagfolkene selv var skeptiske over for et raceforbud, fordi det er svært at udpege bestemte racer som “farlige”. Politisk valgte man alligevel at lave en liste. Netop den spænding mellem fag og politik er kernen i debatten om, hvorvidt loven ramte rigtigt.

Begreber kort forklaret:

• Raceforbud (BSL) — “breed-specific legislation” er lovgivning, der regulerer eller forbyder hunde ud fra race frem for ud fra den enkelte hunds adfærd.
• Forbudsordning — den danske ordning, der forbyder de 13 racer og deres krydsninger.
• Overgangsordning — særlige regler for hunde, der lovligt var anskaffet, før forbuddet trådte i kraft (se nedenfor).

De 13 forbudte hunderacer

Følgende racer er omfattet af forbuddet. Bemærk, at forbuddet også gælder krydsninger, hvori en eller flere af racerne indgår — det er derfor ikke kun renracede hunde, der kan være omfattet.

Flere af racerne er store gårds- og vagthunde, som historisk ikke har været brugt til hundekampe. Det gælder for eksempel boerboel, en sydafrikansk gårdhund, og amerikansk bulldog. Vil du se, hvordan listen hænger sammen med andre begrænsede typer, har vi også et overblik over de hunderacer, der blev forbudt.

Overgangsordningen for hunde anskaffet før 17. marts 2010

Alle racer på listen — undtagen pitbull terrier og tosa inu — samt krydsninger med dem er omfattet af en overgangsordning. Den betyder, at man fortsat må beholde hunden, hvis besidderen anskaffede den senest den 17. marts 2010.

Det afgørende er, hvornår hunden blev anskaffet — ikke hvornår den blev født. Hunde, der er født, overdraget eller solgt efter den dato, er ikke dækket. Vigtige vilkår for de dækkede hunde:

• Hunden må ikke overdrages til andre.
• På offentlige steder skal den føres i en fast line på højst 2 meter og bære sikkert lukket mundkurv.
• I registrerede hundeskove må den løbe uden line, men skal fortsat bære mundkurv.
• Loven giver ingen dispensation fra forbuddet eller fra kravene om snor og mundkurv.

I praksis udfases overgangsordningen af sig selv, efterhånden som de ældste lovlige hunde dør, da der ikke må komme nye til.

Reglerne i praksis: snor, mundkurv og bevisbyrde

Et af de mest omdiskuterede punkter er bevisbyrden. Hvis politiet er i tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en forbudt race eller er en krydsning heraf, kan de kræve, at besidderen dokumenterer hundens race eller type. Det er altså ejeren, der skal bevise, at hunden ikke er omfattet af forbuddet — ikke myndighederne, der skal bevise det modsatte.

Politiet må dog kun stille kravet, hvis der er rimelig grund til mistanke, for eksempel ud fra hundens udseende eller oplysninger fra ejeren eller andre. Vurderingen af en hunds race alene ud fra udseende er netop en af de ting, kritikere peger på som vanskelig og usikker. Siden 2018 har DNA-test kunnet indgå som dokumentation i race­spørgsmål.

Reglerne om snor og opsyn gælder i øvrigt alle hunde — ikke kun de forbudte racer. Hvad der er lovligt, og hvornår en hund må gå løs, kan du læse mere om i vores guide til, hvornår det er lovligt at gå tur med hunden uden snor.

Ved alvorlige bid gælder særlige regler. Den oprindelige lov fra 2010 indførte obligatorisk aflivning ved såkaldt skambid, og en ændring i 2014 præciserede den lægefaglige definition af skambid og styrkede retssikkerheden gennem bredere klageadgang. Du kan læse mere om ansvar og forsikring i vores artikel om hundeforsikring.

Hvad siger evalueringen af loven?

Da forbuddet blev indført, blev det besluttet, at ordningen skulle evalueres efter tre år. Københavns Universitet udarbejdede evalueringen “Evaluering af hundelovens forbudsordning”, der blev afrapporteret i august 2013. Hovedpunkterne var:

• Bid — universitetet kunne ikke i det indsamlede materiale finde entydigt bevis for, at forbuddet mod de 13 racer havde reduceret antallet af bid på mennesker og hunde i Danmark.
• Aggression — der blev ikke fundet klart bevis for, at de forbudte racer er mere aggressive end andre racer.

Regeringen lagde samtidig vægt på, at antallet af nyregistreringer af de forbudte racer var faldet, og på politidata om, at sager med forbudte hunde, der bed, udgjorde en betydelig andel af alle bidsager. På den baggrund blev forbudsordningen fastholdt uændret i ændringerne i 2014. Den fulde, gældende lovtekst kan ses i lovbekendtgørelsen om hunde på Retsinformation.

Senere forskning peger i samme retning som evalueringen: et studie fra 2018 af hospitalsdata fra Odense fandt, at forbud mod bestemte racer har en meget begrænset effekt på det samlede antal bidskader — i tråd med tidligere studier af race­specifik lovgivning.

Kritikken: ramte loven de forkerte?

Overskriften “hundeloven har ramt de forkerte” afspejler en kritik, der stadig fremføres af dyreværnsorganisationer, dele af Folketinget og mange hundeejere. Hovedargumenterne er:

• Race forudsiger ikke farlighed — kritikere, herunder dyrlægefaglige stemmer, mener, at en hunds adfærd afhænger mere af opdragelse, socialisering og ejer end af race.
• Uskyldige hunde aflives — der peges på, at hunde uden dokumenteret historik om bid kan blive omfattet alene på grund af udseende eller afstamning.
• Svær håndhævelse — det er vanskeligt at afgøre en krydsnings race, og bevisbyrden ligger hos ejeren.
• Effekten er usikker — evalueringen viste ikke et klart fald i bid, hvilket et mindretal i Folketinget har fremhævet som bevis for, at raceforbud ikke virker efter hensigten.

Tilhængere af ordningen fremhæver derimod faldet i antallet af registrerede forbudte hunde og ønsket om en forebyggende signalværdi. Debatten handler derfor i høj grad om fortolkning af de samme tal.

Hundeloven og EU-retten

Et juridisk argument, som også den oprindelige artikel nævnte, er forholdet til EU’s regler om fri bevægelighed for varer. En hvalp kan juridisk set betragtes som en vare, der frit kan handles mellem EU-lande, og et nationalt forbud kan derfor rejse EU-retlige spørgsmål. Myndighederne har i senere vurderinger, blandt andet i 2024 i forbindelse med spørgsmål om at udvide listen med andre racer, selv anerkendt, at et forbud mod yderligere racer kan rejse EU-retlige spørgsmål. Emnet er dermed fortsat juridisk omdiskuteret, uden at det danske forbud er blevet underkendt.

Hvad betyder reglerne for dig som hundeejer i dag?

For langt de fleste hundeejere betyder forbudsordningen følgende i praksis:

• Vil du anskaffe en hund — undersøg, om racen eller en mulig krydsning står på forbudslisten, før du køber eller adopterer. Køb aldrig en hvalp, hvor afstamningen er uklar, hvis der kan være en forbudt race i blandingen.
• Har du en hund omfattet af overgangsordningen — overhold kravene om 2 meters line og mundkurv på offentlige steder, og vær opmærksom på, at hunden ikke må overdrages.
• Rejser du til Danmark med hund — en forbudt race må ikke medbringes, heller ikke på ferie.
• Bliver du mødt af politiet — det er dig som ejer, der skal kunne dokumentere, at hunden ikke er omfattet.

Fælles for al lovgivning om hunde — uanset race — er, at ansvarlig ejerskab, god socialisering og kontrol af hunden i det offentlige rum er det, der i praksis forebygger problemer. Er du i tvivl om en konkret races status eller en krydsning, bør du søge aktuel, officiel vejledning frem for at stole på ældre omtaler.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Hvor mange hunderacer er forbudt i Danmark?

Der er 13 forbudte racer efter hundelovens § 1 a. Forbuddet gælder også krydsninger, hvor en eller flere af racerne indgår, så antallet af berørte hunde er reelt større end 13 “rene” racer.

Hvornår trådte raceforbuddet i kraft?

Selve forbudsordningen trådte i kraft den 1. juli 2010. Pitbull terrier og tosa inu havde dog allerede været forbudt siden 1991.

Må jeg beholde min hund, hvis den er på listen?

Kun hvis du anskaffede hunden senest den 17. marts 2010, og racen ikke er pitbull terrier eller tosa inu. Så gælder overgangsordningen, hvor hunden skal føres i højst 2 meters line og bære mundkurv på offentlige steder og ikke må overdrages.

Viste evalueringen, at forbuddet reducerede antallet af bid?

Nej. Københavns Universitets evaluering fra 2013 fandt ikke entydigt bevis for, at forbuddet havde reduceret antallet af bid. Regeringen fastholdt alligevel ordningen med henvisning til blandt andet et fald i registreringer af de forbudte racer.

Hvem skal bevise, hvilken race en hund er?

Hvis politiet har rimelig grund til mistanke, kan de kræve dokumentation, og det er ejeren, der skal bevise, at hunden ikke er omfattet af forbuddet. Siden 2018 kan DNA-test indgå som dokumentation.